Mine sponsorer/ samarbejdspartnere:

 

sidste nyt

Blogindlæg fra 2008

December 2008: Forberedelser, test og myter.

Nu nærmer vi os årets udgang og der er sket lidt i løbet af måneden.

Atacama Crossing - 3 måneder tilbage
Chile turen nærmer sig med hurtige skridt, de sidste indenrigs flybilletter mellem Santiago og Calama er købt. Vi (Kristine og jeg) ankommer til San Pedro De Atacama den 25. marts.

Kristine skal være volunteer til løbet og som frivillig skal hun trænes op i førstehjælp mm, så hun er klædt på til selve løbet som først starter den 29. marts. For mit vedkommende er det for at blive akklimatiseret så hurtigt som muligt. San Pedro De Atacama ligger i 2.500 meters højde og løbet starter i 3.355 meters højde.

Juletræning og vintertøj
Op til jul, juleaftensdag og de efterfølgende juledage blev der trænet. Mine træningspas er blevet længere. På grund af det kolde vejr synes jeg at det er lidt hårdt at komme af sted, men når jeg først er ude, så flyver tiden.
 
Vinterløbetøjet er taget frem og jeg har hjulpet løbebutikken HighEndSport med at få testet nogle produkter fra Fusion. Overordnet set er det nogle rigtige gode produkter, særligt deres vinter tights (den tykke udgave). Desværre har jeg været ret uheldigt med deres jakker, f.eks. går lynlåsen fra hinanden når der lynes – det er sket på 4 jakker nu. 
Det er noget af en oplevelse i den kulde, når man er ude og løbe langt med løbejakken godt lynet op til halsen - at ”tænderne” i lynlåsen så begynder at gå fra hinanden med retning opad. Før man ved af det, så render man rundt med ”dunken” fremme og kæmper med at få lynlåsen ned i startposition. Så er der langt vej hjem hvis ikke det fungerer.

Pulsur og myter om træning mm
Jeg har fået mulighed for at teste Polar’s sidste nye topmodel inden for pulsure, RS800CX som kan bruges til løb, cykling og almindelig træning ligesom de tidligere modeller. Tidligere har Polar’s ure døjet med, at man kun kan bruge skosensor og gps hver for sig. Det kan den nye model uden problemer og man kan nu også mappe sine kørte ruter via Google Earth. Derudover kan uret et hav af funktioner som jeg endnu ikke har sat mig ind i. Men der vil i løbet af januar/februar komme en review af uret.

Polar har annonceret i en række medier en informativ liste over myter omkring træning, samt lancering af et nyt pulsur FT40. Pulsuret skal være en hjælp til at holde sit nytårsforsæt om at komme i form, tabe sig og leve sundere. Artiklen kan læses her
 
Opdatering af adventurerun.dk
Julen blev også brugt til at lave en engelsk version af min webside. Jeg er flere gange blevet spurgt af engelsktalende sportsudøvere og interesserede, om jeg ikke kunne oversætte adventurerun.dk, for de fatter brik af hvad der står. 
Så nu skulle det være, men der mangler stadig nogle tekniske detaljer før den engelske version bliver gjort tilgængelig – formenligt i januar i det nye år.

Når det er sagt, så ønsker jeg alle jer som læser mine indlæg en rigtig god jul og et godt nytår.

Vi ses i det nye år.

Christian

Tilbage til top

November 2008: New York Marathon og Chile forberedelser

Hej alle,

November måned randet ud og der er sket en del på Chile forberedelserne, men først det løbsmæssigt.

New York Marathon 2008
Det siges at NYC Marathon har det største antal tilskuere overhovedet - 2.5 millioner stk. Med så mange mennesker kan det ikke undgås at man bliver tiljublet og i år var ingen undtagelse.

I år deltog 38.356 løbere heraf 361 danskere. Dagen før start lød vejrudsigten at det skulle blive mildt med lidt vind. Ruten er fhv. kuperet særligt de fem broer som skal krydses.

Alle løbere var delt ind i waves og grupper med farverne blå, orange og grøn. Jeg var i den første wave og blå gruppe, dvs. at vi skulle løbe kl. 09.40.

Løbet starter på Staten Island, syd for Manhattan og for at komme dertil, skulle vi alle køre i bus, enten fra Midtown NY eller New Jersey mellem kl. 05-06. Af en eller anden årsag har man besluttet ikke at lukke nogen løbere over broen eller færgen efter kl. 07., dvs. kommer man for sent, er det bare ærgerligt. Ca. kl. 06.40 ankommer jeg til Staten Island, velvidende om jeg skal vente 3 timer til start. Jeg kan hilse og sige at det er koldt på denne tid af dagen ca. 6 grader samt en kraftig vind som ikke vil lægge sig - så meget for den vejrudsigt.

Rigtig mange sad med huer og vanter og store vinterjakker, men der var mindst lige så mange som måtte løbe rundt for at få varmen. At vente så længe på at komme af sted er ikke optimalt, slet ikke når man kun har overtrækstøj på. Jeg måtte løbe rundt og baske med armene og lave sprællemand. Først da solen brød frem, blev det lidt varmere. Jeg frøs dog stadig op til start.

Da starten så endelig gik, blev det lidt nemmere, men jeg havde svært ved at få mine fødder varme. Mine fødder blev flere gange følelsesløse, hvilket er meget mærkeligt. Nu vil jeg bare fokusere på at løbe de 4.00-4.15 min/km. Desværre havde jeg ikke gjort mit hjemmearbejde særligt godt, for herovre løbes der i miles (1,6 km). Det ødelagde min km rytme fuldstændig.

Selve ruten er som sagt noget kuperet, men der er flere steder hvor man decideret løber på cement eller beton, hvilket jeg synes var hårdt. Omkring de 22 miles begynder jeg at blive træt og kan se at min/miles bliver langsommere. Jeg havde virkelig svært ved at trække mig op i gear. Men ind kommer jeg og bliver den 11. hurtigste dansker i år med tiden 3:04:26. Det svarer ca. til en 1.278 plads ud af ca. 37.000 løbere som gennemførte. Vinderne i år blev Gomes Dos Santos fra Brasilien med tiden 2:08:43 og Paula Radcliff fra England med tiden 2:23:56. I alt gennemførte 37.356.

Efterfølgende er det kommet frem at to løbere er døde efter at have gennemført dette marathon. En Brasilianer på 58 år blev dårlig kort efter han var kommet i mål og døde på hospitalet og en anden løber døde flere timer senere. Årsagen til disse dødsfald vides ikke endnu. Yderligere to løbere er blevet indlagt pga. hjerteanfald.

Atacama Crossing 2009 – 4 måneder tilbage
Antallet af deltagere er steget til 89 løbere og der er kommet en dansker mere på holdet. Nu er vi 3 danskere som skal løbe. 
Jeg har fået tilsendt rutebogen for sidste år og her kan man se højdeprofilerne for fem af etaperne, samt en udførlig beskrivelse af de enkelte etaper. Man starter i 3.355 meters højde, så det er ikke kun underlaget man skal tage højde for, men åbenbart også den tynde luft.

Træningen er nu blevet intensiveret og pt. løbes der næsten hver dag. Min træner Jacob er hård ved mig, men det er vilkårene for at have en træner. Det er også blevet væsentligt koldere, så nu er vinter løbetøjet fundet frem. Jeg har jævnligt trætte stænger..

Muskelsvindfonden
Jeg har indgået et samarbejde med Muskelsvindfonden, som pt. kører en kampagne som hedder:Plads til forskelle! Samarbejdet går på, udover at eksponere Muskelsvindfonden, at få indsamlet økonomisk støtte til fonden. Nu bliver det spændende om det kan lade sig gøre. Min målsætning er, at få hjælp fra Sports Management Advisor (SMA) som har stor erfaring indenfor sponsorering.

Endurance Sports Nutrition
Til allersidst; Jeg har fået anbefalet bogen: Endurance Sports Nutrition, som fortæller hvad for noget næring/guf, der anbefales man skal spise, når der dyrkes udholdenhedssport på højt plan. Jeg betragter ikke mig selv værende idrætsudøver på højt plan, men der er rigtig mange gode tips i bogen som jeg har rigtig meget gavn af. Der står mere om bogen under fanen Test af udstyr.

Vi ses i december.

Christian

Tilbage til top

Oktober 2008: Jungle Marathon 2008 mm

Hej alle,

Jungle Marathon 2008
Antal af løbere i dette års Jungle Marathon har været større end nogensinde, ca. 69 internationale løbere samt ca. 20 lokale. I år var der omkring 10 kvinder med i fht. sidste års 3 kvinder. 
Der var 4 danskere med, hvoraf to af dem også var med sidste år.
I år var der rigtigt mange som udgik på de første etaper. 3. etape måtte aflyses pga. to løbere var så medtaget af kraftig dehydrering og massive kramper at de måtte haste indlægges på hospitalet i Santerem. En af dem blev lagt i koma i 2 døgn før han var ovenpå igen. Det vil sige at løberne havde en ekstra hviledag før løbet blev sat i gang igen. På et tidspunkt fik man det et indtryk at en af danskerne, Palle, var udgået. Så kom følgende brev.

Jeg har skrevet mere om løbet på dourun.dk. Resultatlisten fra Jungle Marathon 2008 kan ses her.

Racing the Planet - Sahara Race 2008
Jacob Hastrup fra Extreme Sports løb et af Racing the Planets 4 deserts - Sahara Race i Egypten på 250 km. Et selvforsynende løb med 6 etaper over 7 dage. 8 danskere var med ud af 157 deltagere. Jacob skulle løbe i et tre mandsteam (Team Sipa/Seco Sock) og siden start har de været førende holdmæssigt det meste af tiden. Det endte også med, at Team Sipa/Seco Sock vandt holdkonkurrencen og de fik en samlet 19. plads ud af 143 gennemførte. Stort tillykke.

The OMM Mountain Marathon 
En anden god løberven Thure Kjær fra København var med i dette års The OMM Mountain Marathon i Skotland. Et adventureløb på 80 km fordelt over 2 dage og der var ca. 2.500 løbere. I år var vejret så elendigt at løbet blev aflyst på 1. dagen. Det regnede og blæste så meget at vejene blev ufremkommelige og løbere blev blæst af stierne. På et tidspunkt vidste man ikke hvor de 1.700 løbere var henne pga. stormen. Man kan læse mere om det på Thure’s www.hotfeet.dk

New York Marathon 2008
New York Marathon nærmer sig, og målet er stadig at løbe 4-4.10 min/km det meste af vejen, men lad os se hvordan det kommer til at se ud. Vejrmæssigt skulle det blive ca. 6 grader – altså en kølig fornøjelse. 
For at løbe NYC Marathon får man tilsendt et registreringskort i løbet af oktober måned. Men da jeg ikke havde modtaget noget frem til den sidste uge af oktober, begynder jeg at blive panisk og var allerede igang med plan B. 
Heldigvis samme dag som jeg skulle af sted til NY kom der et registreringskort dumpende ind. Rimelig frustrerende...

Jeg har revurderet min målsætning mht. tiden, for jeg kan se at højdeprofilen på distancen er ret hård. Alt omkring de 3 timer vil være tilfredsstillende da løbet trods alt er en del af min træning til Atacama Crossing. Nu glæder jeg mig bare til at komme ud og løbe. Flere af sidste års jungle løbere er new yorkere og dem glæder jeg mig til at mødes med igen.

Vi ses i november

Christian

Tilbage til top

September 2008: En god løbemåned

En god måned med mange træningspas, gode løb og en tøjsponsoraftale i hus. Men en ting ad gangen.

Skanderborg ½Marathon
Den 21. september 2008 blev der afholdt ½ marathon i Skanderborg. En søndag med bragende solskin og med lidt vind. Løbet er et træningspas til Berlin Marathon, som er et træningspas til Atacama Crossing. Selve ruten er kuperet og der løbes rundt om skanderborg sø.
Målsætningen var at holde et tempo på 4 minutter pr. km hele turen. Da starten gik, prøvede jeg at holde tilbage mht. farten. Men det er sværere end som så, for når der kommer et løbenummer på tøjet, bliver man fartsulten.

De første 10 km blev der sat et godt tempo. Ved 11-12 km begynder feltet at blive splittet ad. Jeg løber med 5-6 andre og vi kan på afstand se en mindre gruppe som er et godt stykke foran os. Stille og rolig løber jeg fra min gruppe pga. de mange bakker og jeg løber på et tidspunkt alene. Jeg har åbenbart en force a la en bjergged for jeg sætter godt af op ad bakkerne og indhenter en del, men det går noget langsommere ned af bakke, for jeg har ikke lange stænger. Selvom jeg synes at jeg løber hurtigt på nedløbene kan jeg høre løbere bag mig komme galoperende. 
Bliver på et tidspunkt hentet af en Århus 1900 løber som jeg følges med indtil den sidste km, så skulle han sættes af. Tiden blev 1:23:00 og det gav samlet en 14. plads ud af små 1300 løbere. Gnsn. tiden blev 3:57, så målsætningen blev indfriet. Bagefter var der tid til en 20 min løbetur i et langsomt tempo for at fjerne ophobninger i benene.

Berlin Marathon – Ny verdensrekord
Ugen efter, søndag den 28. september 2008 løbes der Berlin Marathon for 35. gang. Vejrudsigten ser lovende ud, omkring de 16-18 grader og lidt sol.

Kæresten og jeg har taget en forlænget weekend i Berlin i anledningen. Vi skal begge løbe dog i hver vores løbegruppe. Kristine har en målsætning om at slå sin egen tid (ca. 4:02) fra sidste års marathon i Berlin. Min egen målsætning er mere om jeg kan holde et tempo på 4 min. pr. km. Det kunne da være rart at slå sin egen tid og løbe under 2:57, men det vil tiden vise.
På løbsdagen lyder vejrudsigten på sol, sol og atter sol, dog med lidt vind. Starten går kl. 0900. Efter vi har sagt god tur til hinanden ved startområdet, begynder jeg at lunte mig varm og 10 min. inden start prøver jeg at komme ind i min gruppe. Det skulle vise at være næsten umuligt, for løberne står pakke som sild i en tønde. Jeg når lige at hoppe over hegnet før starten går og det skulle tage mig omkring 1,5 min før jeg kommer over starten. Der bliver zigzagget, undveget og råbt med store bogstaver de første 10 km. Min minut tid pr. km de første 10 km er lidt over de 4 minutter. Op til de 21 km er den ret stabil og nu er der mere albue plads til at bevæge sig. Desværre måtte jeg lige ind til siden for en tissepause.

Jeg prøver at følge den stiplede linie som markerer de 42,195 km, men det er nemmere sagt end gjort, for de fleste løbere prøver at holde sig tæt ved linien. Det betyder at jeg kommer til at løbe lidt længere når jeg zigzagger.

Min fart falder med sekunder for hver kilometer, hvilket betyder at min pace på de 4 min. pr. km. er i fare. Ved de 37 km bliver jeg overhalet af fartpaceren på de 3:00:00, og jeg prøver at hægte mig på, lige knap og nap. En krampe i venstre lægmuskel er begyndt at sitre.

Da jeg drejer af til Brandenburger Tor er der cirka 1.2 km tilbage til mål og jeg prøver at sætte farten op, for jeg kan se at det drejer sig om sekunder før min bruttotid ryger over de 3 timer.  
Jeg når lige akkurat ikke at komme under de 3 timer, men kommer i mål på tiden 3:00:06. Heldigvis er det kun bruttotiden, for nettotiden er på 2:58:53. Den magiske grænse på de 3 timer er nu ikke længere en hindring, den er blevet rykket frem til 2:50. 
Min gennemsnitsfart blev 4.14 min pr. km. Jeg er godt tilfreds, når jeg ikke har trænet mere.

Straks efter jeg kommer i mål, får jeg at vide at Etiopieren Haile Gebrselassie har slået sin egen verdensrekord med 25 sek. Nu er verdensrekorden 2:03:59 og for kvinderne blev der også sat ny rekord af tyskeren Irina Mikitenko med tiden 2:19:19.
Bedre endnu bliver det da jeg får at vide, at Kristine har slået sin egen tid med over 10 minutter med tiden 3:50:15. Så jeg tror at alle har været tilfredse med Berlin Marathon 2008.

Nu gælder det bare om at få restitueret og ladet op til New York Marathon den 2. november.

CRAFT som tøjsponsor 
Jeg har søgt om sponsorship hos det svenske sportsmærke CRAFT og de har meddelt at de gerne vil levere tøjet til min ørkentur. En stor tak til CRAFT. Har til tidligere løb benyttet mig af deres trøjer fra Pro Extreme kollektionen, og tøjet kan kun anbefales.

Jungle Marathon 2008
Den 25. september 2008 tog den første dansker, Youssef Khater, af sted til Brasilien, for at gøre sig klar til Jungle Marathon i oktober. Youssef deltog i sidste års Jungle Marathon men måtte udgå pga. en ankel-/knæskade. I år tager han revanche. Det var egentlig ikke meningen at han ville af sted i år, men han fik et tilbud som han ikke kunne afslå.

Om ikke andet så er Danmark godt repræsenteret med 4 løbere i alt, når starten går den 9. oktober og 7 dage frem. De øvrige løbere (Per Sørensen, Palle Andersen og Per Sommerlund) tager af sted den 6. oktober og jeg vil løbende prøve at holde jer ajour om hvordan det kommer til at gå dem.

Vi ses i oktober.

Christian

Tilbage til top

August 2008: Jungle Marathon i LøbeMagasinet

I den seneste udgave af LøbeMagasinet, kan man læse en 6 siders artikel om mine jungle anstrengelser i dagbogform. Den kan også læses her
Som det kan ses har websiden fået et nyt look, møntet på ørkenturen til Chile. Sitet vil løbende blive opdateret. 
Den gamle webside Jungle Marathon 2007 eksisterer stadigvæk, og for at se siden, er der et link nederst på forsiden.

Atacama Crossing – 7 måneder tilbage
Den foreløbige liste over deltagere er nu kommet, 63 løbere fra følgende lande: England (22), USA (8), Spanien (5), Tyskland (3), Italien (3), Mexico (3), Canada (3), Schweiz (2), Sverige (2), Danmark (2), Polen (1), Holland (1), Frankrig (1), Chile (1), Australien (1), New Zealand (1), Kina (1), Venezuela (1), Costa Rica (1) og Irland (1). Som det kan ses, er vi to danskere med på deltagerlisten. Den anden dansker hedder Thomas Hagemann og er bosiddende i Spanien, så ham ser jeg nok først i Chile.
Jeg kender tre af spanierne fra sidste års Jungle Marathon, så det bliver hyggeligt med at møde dem igen.

Sahara Race i Egypten
Racing the Planet har også et 250 km ørkenløb ”Sahara Race” i Egypten den 26. oktober, hvor 8 danskere skal deltage, heraf 2 kvinder og coach Jacob Hastrup - det bliver spændende at følge dem.

Træningsmængden er endelig på vej op
Har fået mere styr på træningen, hvad angår maratontræning, og de lange distancer begynder så småt at komme. Desværre har der været en del løb som jeg er blevet forhindret i at deltage, bl.a.Viborg City MarathonXterra Offroad Duathlon samt Motorvejsløbet lidt nord for Århus.

Målsætningen er, at jeg får løbet mindst et ½ marathon, inden Berlin Marathon i slutningen af september. Et træningsprogram er på vej, hvilket betyder at jeg kan få bedre styr på træningen til Atacama løbet.

Vi ses i september.

Christian

Tilbage til top

Juli 2008: Svingende træning

Juli måned har været stille. Træningen har været en del svingende pga. arbejde, eksamenslæsning, Tour De France og andet halløj som har taget meget af min tid. Blandt andet er kæresten blevet færdiguddannet psykolog, så stort tillykke med det.

Mit første marathon i år er Berlin Marathon den 28. september og spørgsmålet er om jeg igen i år kan komme under de tre timer. Jeg har stadig en hel del træningspas til gode, hvor menuen står på intervaller. Det er ikke det sjoveste men et nødvendigt onde at løbe intervaller, så hellere løbe langt.

At færdes i junglen er ikke ”A walk in the park”
For at illustrere hvor hurtigt man kan fare vild i Amazones og dermed også til Jungle Marathon, kan en artikel i Rio De Janeiro berette om en 18-årig studerende fra Rio De Janeiro som for vild i regnskoven i 6 uger i Manuas området og blev fundet af sin far. Glæden bliver kortvarig, idet drengen dør af udmattelse. Drengen var på jagt med to venner men blev separeret fra dem. Han blev fundet omkring 27 miles fra hvor han forsvandt. Da faderen finder ham, er han dehydreret, udmagret og fyldt med insektbid og dør kort efter i armene på faderen.

Chancen for at fare vild til Jungle Marathon er til stede, men usandsynligt så længe man bliver på ruten. Sker det uundgåelige og man står midt i det grønne og hverken kan se markeringer eller rute, så er det frem med nødhjælpsfløjten…
Apropos rute, så har jeg vedlagt sidste års infobog om samtlige 6 etaper, den kan ses her. Desværre er der ikke højdeprofiler, men infobogen giver et ganske godt billede af hvad man skal igennem.

Atacama Crossing 2009 – update
Cirka 8 måneder tilbage, før mit første ørkenløb starter den 29. marts 2009. 
Mødestedet for løbet er byen San Pedro de Atacama, som er en tidligere inka by i det nordlige Chile, øst for Antofagasta og 100 km sydøst for Calama. Der bor ca. 1.000 mennesker og huser et arkæologisk museum med et større antal mumier. Byen ligger oppe i en højde på 2.400 meter. Klimaet er ekstremt mildt, tørt med næsten ingen regn. 
Temperaturen ligger i gennemsnit på de 25-30 grader om dagen og ned til -10 grader om natten.

Selve ruten er teknisk svær. Vi vil passere områder hvor NASA tester deres rumkøretøjer (alene af den grund at området ligner til for veksling overfladen på Mars). Derudover skal vi forcere saltsøer, sandklitter, floder, bjergkløfter, oaser og meget høje græsarealer. Som et kuriosum kan nævnes at de første tegn på mennesker (9.000 år) blev fundet i nærheden af løberuten.

Har fået tilsendt en udstyrsliste. Den er noget anderledes end turen til Brasilien. Vægtmæssigt bliver det noget af det samme – omkring 7-9 kg. Har endnu ikke fundet ud af antallet af tilmeldte løbere eller om jeg er den eneste dansker.

Artikel i Løbemagasinet
Nu er det sikkert, LøbeMagasinet har bekræftet, at min jungleberetning kommer i deres august-september nummer. Jeg kan kun håbe at det kan skabe interesse mht. de lange distancer.

Som sagt en stille måned.

Vi ses i august.

Christian

Tilbage til top

Juni 2008: Endelig fri for skader!

Endelig fri for skader
Den ankelskade jeg fik til Coastzone Ekstrem Marathon har voldt mig problemer hele juni måned. Når jeg bevæger anklen skurrede det indeni og når jeg prøver at løbe, kommer der et jag af smerte hver gang jeg sætter af. Det har betydet, at jeg ikke har kunnet forsvare min 1. plads iFredericia Ultra Marathon på 50 km, hvilket jeg er rigtigt træt af.

Jeg er først blevet 100 % skadefri sidst på måneden og er nu i fuld gang med at få indhentet de forsømte kilometer. 

Jungle Marathon tilmeldingen er slut for i år
Tilmeldingen til jungle marathon 2008 er nu lukket. I år tager 3 danskere af sted, Palle Andersen, Per Sommerlund og Per Sørensen. Sidstnævnte var med sidste år hvor han både løb 100 km distancen og agerede fotograf. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå dem.

Indtil videre er der i år registreret 64 løbere fra følgende lande: Danmark, Østrig, Tyskland, Schweiz, Frankrig, Belgien, Syd Afrika, Australien, USA, Canada, England, Skotland, Irland og Brasilien. En del af dem er gengangere fra sidste år.

Det ærgrer mig rigtigt meget at jeg ikke kan tage med i år, men det ligger lige op til NYC Marathon, som jeg skal løbe i starten af november. Så det må blive næste år. 

Blog på Kunsport.dk stopper
Som I ved har jeg en blog på Kunsport.dk, som er magen til den jeg har på adventurerun.dk. Det skal siges at Kunsport.dk netop er blevet opkøbt af Tipsbladet, og det har betydet af deres ambitionsniveau har ændret sig på en række områder bl.a. på deres bloggere-team.
På grund af for mange ressourcer til blog-administration har man valgt at skære halvdelen af blogger-teamet væk – desværre ryger jeg med i faldet. Men det har været sjovt at være en del af teamet så længe det varede – så tak for det. Ellers fortsætter bloggen ufortrødent på adventurerun.dk.

Jungle beretning bliver landsdækkende
Løbemagasinet har vist interesse i at få min jungleberetning til deres næste udgivelse (august-september). Jeg har været lidt i tvivl om jeg overhovedet skulle sætte beretningen på nettet, men det er blevet gjort til skamme, for tilbagemeldingerne har været positive. Nu kan løbemagasinet være med til at få historien ud til hele landet, og dermed øge interessen for ekstremløb.

Chile – 9 måneder tilbage
Atacama Crossing i Chile kommer langsomt nærmere – 9 måneder tilbage. En super god nyhed er, at min kæreste tager med som supporter til Chile for Racing the Planet. Det betyder kort fortalt, at hun skal være med til at hjælpe løberne med at få vand, koordinerer arbejdsopgaver mm. Der bliver desværre ingen special treatment for mig, så det ender nok med at jeg får sidst hver gang. 
Om ikke andet, så bliver det en rigtig god oplevelse for os begge. Nu venter vi bare på, at min bror kommer med som fotograf på deres mediateam. Men vi får først svar engang i juli.
Træningsmæssigt går det langsomt fremad. Der bliver læst en del om ernæring for ekstrem løbere

Fortsat god sommer!

Vi ses i juli måned

Christian

Tilbage til top

Maj 2008: Jungleberetning mm

Nu har jeg omsider fået mine oplevelser fra Jungle Marathon 2007 skrevet færdigt og kan læses her
Derudover har jeg fået fat i et par super lette trailsko, som skal bruges til Coastzone Extrem Marathon. Plus en vindjakke som vejer det samme som en energibar – 70 gram. 
Menuen for maj er to løb – Odder halvmarathon og Coastzone Extrem Marathon.

Odder halvmarathon - 7. plads
Den 3. maj er der Odder halvmaraton lidt syd for Århus. Jeg løb det sidste år med rygsæk, hvor jeg brugte løbet som et testløb til Jungle Marathon. Men det gik ikke så godt, for jeg glemte mine løbesko, så jeg måtte bruge et par gamle sko i stedet.  
I år skulle det gerne gå lidt bedre. Vejrmæssigt er det helt optimalt, varmt med en smule vind. Selve ruten er forholdsvis hurtig med et par stigninger.
De første 10 km blev løbet på 38:36 min. Vi er en lille gruppe på 3 som følges ad. Op til de 20 km (39:17 min), overhaler en løber os. Det splitter gruppen, for en prøver at følge med, en anden falder fra. Jeg kommer i mål på tiden 1:21:37 og får en samlet 7. plads.

Coastzone Extrem Marathon 70 km - 7. plads
For første gang skal jeg mødes med Mr. Hotfeet.dk aka Thure Kjær og løbe Coastzone Extrem Marathon (CEM) i silkeborgskovene både lørdag og søndag. Nu får vi at se om vi kan finde ud af, at løbe sammen.
Kort fortalt er CEM et selvforsynende orienteringsløb som foregår over to dage (31. maj – 1. juni). Ruten er 70 km i fugleflugt, svarende til små 100 km. Der er også 50 km og 35 km distancer.

Vi er utrolig heldige med vejret, høj solskin og næsten ingen vind. Alle deltagere skulle mødes i Ry og tjekkes ind. Thure og jeg får hurtigt fordelt opgaverne; Thure er kortlæser samt chipbærer og jeg skal bare følge med. Det burde være til at finde ud af.

Vi får at vide, at vi skal løbe ca. 60 % af distancen på første dagen og resten på anden dagen.

På 70 km distancen, er der 18 hold registreret, og det er nogen hårde hunde vi er oppe imod, bl.a. et par elite-orienteringsløbere, sidste år vindere etc. Vores målsætning hedder at vi gerne skal igennem uden for mange fejl og uheld. 
Starten er et hemmeligt sted (Silkeborg), så vi bliver alle hentet i bus. Kl. 15:50 går starten og nu handler det om at finde 39 poster.

Undervejs får jeg kramper i lårbasserne, idet jeg, i min begejstring, fuldstændig glemmer at indtage elektrolytter. Flere steder er der vandpassager som forceres, hvilket er direkte ubehageligt med kramper. Her trådte Thure i karakter og tog min rygsæk- en ud af flere gange. Så Thure, tak for din hjælp. Efter 7,5 timers slid og mange højdemeter senere er vi endelig i mål ca. kl. 23:20.   

Hurtigt noget tørt tøj på, op med teltet og frem med blusset så vi kan få noget mad og på hoved i seng. Om morgenen vågner jeg ved at Thure spørger hvorfor der er vand inden i teltet. Hurtigt tjekker vi begge om vi har ladet vandet i soveposerne. Det viser sig, at jeg har ligget på en 1.5 liters camelbak (vandblære) som mere eller mindre er blevet tømt i teltet. God start på dag 2.

Kl. 07:08 går starten med 39 nye poster. Mine kramper er væk, men min ene ankel har det ikke godt – lugter af overbelastning eller et forkert vrid. Den eneste måde, jeg kan få det til at virke er, at bedøve smerten i painkillers. På et tidspunkt skal vi svømme ud til en ø, hvor der ligger en post. Og på øen skal vi over en å, som ligner mere sort mosevand/mudder. Thure er kommet over og er løbet videre. Jeg får ikke taget et ordentligt afsæt og ryger lige i. Hvis det ikke var for redningsvesten, så var jeg nok røget længere ned end til brystet. Det værste var, at jeg hverken kunne komme frem eller tilbage, og der var ingen hjælp at hente fra de andre løbere.. 
Jeg lignede nok en parodi af en omvendt kung-fu is, da jeg endelig kunne kravle op af mudderet - total sort af mudder op til brystet.   
Efter 6 timers arbejde kommer vi endelig i mål og vi får en samlet 7. plads med tiden 13:40:43. Vinderne blev elite-orienteringsløberne med tiden 8:59:46.

Jeg har myggestik over hele kroppen, fundet tæger rundt omkring og har ondt i mine hævede stænger. Til trods for det, er jeg godt tilfreds og glæder mig nu til at blive restitueret inden næste løb. Er der interesse i at se ruterne fra CEM kan kortene ses her. Dag 1 og Dag 2.

Vi ses i juni.

Christian

Tilbage til top

April 2008: Masser på programmet!

April har været en opsamlingsmåned på flere områder, bl.a. hvilke løb jeg skal have løbet for at teste min form af frem til Atacama Crossing i marts 2009.

Marathons i år
Udover at jeg løber Coastzone X Extreme Marathon 70 km med Thure Kjær i næste måned, Fredericia Ultra Marathon på 50 km i juni, er Berlin i september og New York City Marathon i november allerede fastlagt. En del ½ marathons vil også stå på programmet som træningsparametre. F.eks. er der Odder ½ marathon i starten af maj.

Jungle Marathon 2008
Jeg har tidligere skrevet at der har været flere som har vist interesse i at tilmelde sig til dette års Jungle Marathon, men det er kun en mindre håndfuld som har taget initiativet. Youssef som skulle have været med til at finde løbere i år, har desværre haft alt for travlt med andre ting, så vi kan kun håbe at han snart er på banen igen med fornyet energi. 
Antallet af løbere i år er endnu ikke blevet offentliggjort, men det forlyder at der kommer flere end sidste år.

Atacama Crossing 2009
Min bror og jeg tager som sagt af sted til Chile til marts næste år, hvor jeg skal løbe 250 km og han bliver ”formentlig” en del af det mediateam, som skal dække Atacama Crossing på alle etaper. Så vi skal nok få det sjovt. 
Min kæreste har ligeledes overvejet at blive supporter på løbet, og det kunne være helt fantastisk at hvis hun vil være det, for det vil være en ligeså stor naturoplevelse for hende som det vil være for mig.
Er i fuld gang med at finde ud af hvad for udstyr jeg skal tage med til Chile, for det er noget andet end Jungle Marathon. Eksempelvis svinger temperaturen markant i Chile fra 35 grader om dagen til under frysepunktet om natten.

Diverse
Det har været en stille måned, konkurrencemæssigt, dog ikke træningsmæssigt, for der bliver trænet flere gange om ugen. Bakketræning synes jeg stadig er drønhårdt.

Jeg er blevet spurgt om jeg ikke vil løbe Odder ½ marathon igen i år. Sidste år brugte jeg løbet som et testløb med oppakning. Men det gik ikke så godt, for da jeg kørte til Odder, glemte jeg mine løbesko derhjemme, og må derfor finde et par gamle slidte frem som tilfældigvis lå i bilen. Det betød at de 21,0975 km med rygsæk blev noget hårdere end jeg havde regnet med for der var ingen støtte eller luft i skoene. Så jeg tager nok imod tilbuddet, for det kan kun blive bedre. 

Vi ses i maj.

Christian

Tilbage til top

Marts 2008: Forårsforkølelse i Taulov!

Øvv, jeg er røget ind i en forårsforkølelse og på et rigtigt dårligt tidspunkt! Jeg havde aftalt med min makker til CoastZone X – Thure Kjær, at vi skulle mødes til Taulov halvmarathon den 16. marts for at teste formen af. Taulov ligger tæt op ad Fredericia og løbet som er en forholdsvis bakket rute, bliver også kaldt for den Jyske Forårsklassiker. www.taulovmotion.dk

Med ondt i halsen og snotten hængende tog jeg til Taulov for at løbe. Desværre måtte Thure melde afbud, så min kæreste Kristine tog med i stedet. Min præstation til løbet var diskutabelt, efter de første 10 km lå tiden på omkring 38:27 min, de næste 10 km blev noget langsommere: 41:30 min og da jeg kom i mål var tiden: 1:25:25. Min første tanke var: ”Det var sgu en ringe tid”, men i betragtning af min tilstand blev jeg nr. 29 ud af 413 i herreklassen var jeg ok tilfreds, for jeg synes at ruten var lidt hård.

Kristine løb sit første ½ marathon på 1:45:26 og nr. 15 ud af 103 i kvindeklassen. Hendes mål er nu at komme under 1:35:00, det er kravet for at få en garanteret plads til New York Marathon 2008.

I marts deltog en række danskere til forskellige ultraløb rundt omkring i verden bl.a. i Chile og Canada.

En dansker i Chile
Ultraløberen Jimmi Olsen fra København deltog i dette års 250 km Atacama Crossing 2008 i Chile, som den eneste dansker. Han var en af favoritterne til at vinde løbet. Ikke nok med det, så vil han også forsøge at løbe de fire ørkenløb, som Racing The Planet afholder, inden for et år som den første i verden. 
Desværre måtte Jimmi udgå under den første etape. Vinderen af Atacama Crossing 2008 blev den berømte ultramarathonløber Dean Karnazes tiden 31:49:44.

I 2006 løb Dean 50 marathons i 50 forskellige stater i USA på 50 dage. Hvad kan man sige til det, andet end han er ”Forrest Gump anno 2006”.

Fire danskere i Canada
I år var det 2. gang ultraløbet Rock & Ice Ultra på 225 km blev gennemført i det snekolde Yellowknife i Canada. Første gang (2007) deltog 18 løbere hvoraf kun 4 gennemførte. I år var der 20 løbere, inklusive et 3mandshold.

Fire danskere tog turen derovre, hvoraf to af dem (Johnny og Marvin) også løb Jungle Marathon i 2007. Efter sigende var det nogle hårde etaper.

4 løbere udgik undervejs dog ingen danskere, men det var tæt på for Marvin – han blev sneblind pga. lemfældig brug af solbriller.

De fik følgende placeringer; nr. 4 (Johnny), nr. 5 (Lars), nr. 8 (Michael) & nr. 13 (Marvin) – Stort tillykke til jer alle. 3mandsholdet blev nr. 14.

Stille måned
Marts måned har udover ovenstående været en stille periode og jeg kan kun se frem til en varmere tid. Jeg løbertræner med en ven som skal løbe Swiss Alpine Marathon i juli. Et kuperet løb på 78 km som skal løbes i ét stræk. Og for at få lidt bakketræning, løber vi næsten weekend i 2-3 timer på MTB stier i Marselisskoven i Århus. Derudover har min webmaster fortalt at hjemmesiden vil undergå en række ændringer til det bedre, så det kan jeg kun glæde mig til.

Vi ses i april.

Christian

Tilbage til top

Februar 2008: Atacama Crossing 2009!

Til marts/april 2009 skal jeg løbe et syv dages ekstremløb gennem Atacama ørkenen i Chile, også kaldt for The Atacama Crossing. Løbet er sponseret af Racing The Planet som også hedder The 4 Deserts. Distancen er 250 km fordelt på 6 etaper over 7 dage.

Atacama ørkenen er, udover at være 15 milloner år gammel og 50 gange større end Death Valley i Californien, også kendt for at være den tørreste, varmeste, koldeste og mest blæsende ørken på jorden. Der vil være ca. 100-200 løbere fra hele verden som vil blive udsat for kraftige temperatursvingninger: fra 32 graders varme til frysepunktet. Alle løbere skal være selvforsynende og det eneste man får er vand.

Racing The Planet har 3 øvrige ekstrem løb: The Gobi March i Kina, Sahara Race i Egypten og The Last Desert på Antarktis. Du kan læse mere her: www.racingtheplanet.com ellerwww.4deserts.com.

Planen er, at min bror Marcelo tager med som fotograf og dækker hele løbet. Det bliver en kæmpe oplevelse for os - særligt når vi begge er født i Chile.

 

Sponsoransøgning
Eftersom tilmeldingen til løbet er registreret, begynder sponsoransøgningen for alvor. Selve tilmeldingen koster for dette løb omkring 3.000 $.

I og med at Atacama Crossing er i marts/april 2009, håber jeg på at der er tid nok til at få økonomisk støtte gennem sponsorater.

Hvis der er nogle af jer, kære bloglæsere, som kender nogle virksomheder som kunne være interesseret i at være sponsorer, må I meget gerne sende mig en mail på info@adventurerun.dk. Der udover kommer der også være et velgørende formål aspekt, men det kommer der mere om.

 

Øvrige løb
Andre løb er under opsejling, et af dem er herhjemme i slutning maj måned. Det tidligere Fjällräven Extreme Marathon 70 km, nu CoastzoneX Extreme Marathon, er et 2 dages orienteringsløb med oppakning omkring Silkeborgsøerne. Betingelserne for at være med er, at man skal være et 2 mandshold.

Jeg løb den samme strækning i 2004 med en meget erfaren adventureracer Allan Jensen. At vi ikke kendte hinanden i forvejen, gjorde det lidt vanskeligt at sætte sig et mål. Allan ville bare have en hæderlig placering og jeg ville bare løbe, da det var mit første løb af de større. Det resulterede i at vi fik en flot 3. plads.

I år har jeg fornøjelsen af, at teame op med en garvet multisportatlet Thure Kjaer. Så nu er planen at vi løber et par gange sammen trods den geografiske afstand.

Derudover skal jeg løbe et par halv maratons i træningsregi, så det glæder jeg mig til. Hvis stængerne holder til det, vil jeg prøve at slå min PR som pt. er 1: 21:09.

 

Diverse
Var også ude og holde et Jungle Marathon foredrag hos en større erhvervsforening, hvor en masse billeder samt spørgsmål blev luftet og det var en rigtig god oplevelse. Og der er allerede flere foredragsaftaler i hus og der er plads til flere foredrag hvis der skulle være interesse.
Min hjemmeside skal opdateres i løbet af marts/april og vil skifte udseende i forbindelse med Atacama Crossing.

Min løbeberetning af Jungle Marathon er også ved at være færdig, således at alle sponsorer og samarbejdspartnere kan få den tilsendt. Apropos Jungle Marathon; der er et lovende antal danskere som har vist interesse i at løbe Jungle Marathon i år, og jeg kan kun sige: Glæd jer! Det bliver en oplevelse for livet.

Det var alt for denne gang.
Vi ses i marts

Christian

Tilbage til top

Januar 2008: Endelig fri for skader!

Hej alle,

Endelig røg de af, mine tre tånegle som det sidste minde af Jungle Marathon 2007. Har været noget forundret over at det har taget så lang tid før der skete noget. Ens tæer ser sjove ud, når der ingen negl er.

Januar måned har været noget stille, men har fået prøvet formen af i forbindelse med et 10k løb, 37:47min. Ganske tilfreds i betragtningen af at det var først på året. Løbetræningen er taget til og der svømmes et par gange om ugen. En af mine målsætninger for i år er, at slå min nuværende PR 2t57m på marathon.

Forskellige løbeinvitationer begynder at vælte ind og jeg skal snart til at finde ud af hvilke løb jeg skal deltage i, herunder marathons og ekstrem løb i DK og udland.

I år vil jeg kun løbe længere ekstrem løb i Europa, og der er heldigvis en hel del at vælge imellem. Dog kræver nogle af løbene, at man skal teame op med mindst én person.

Jacob Hastrup som løb Racing the Planet – Anarctic, har inspireret mig til at prøve et ørkenløb, og allerede nu er beslutningen taget om at løbe igennem Atacama ørkenen i Chile til marts næste år.

Der har været nogle rotary klubber samt foreninger som gerne vil høre et foredrag om Jungle løbet til februar, så det bliver sjovt at prøve. 
Fotografen som også løb Jungle Marathon holdte et foredrag i Møldrup (i nærheden af Skive) og med de 4000 billeder han fik taget, var det ret spændende at gense løbet.

En anden jungleløber, Johnny Jensen, tager til Canada til marts for at løbe Rock & Ice Ultra. Et løb på 225 km over is og sne mm. Der er et par andre danskere med, så det bliver spændende at følge forløbet. Johnny er nok den mest garvede løber af de danske løbere, bl.a. har han løbet Marathon Des Sables 4 gange med gode placeringer.  

Det var alt for denne gang.

Vi ses i februar.

Christian

Tilbage til top